This website uses Cookies. By using this website you accept the usage of cookies. Read more about our cookie policy

Ok

Tidligere elev blev Verdensmester


Drømmemål og Realistiske mål

Sara Almholt Hjalager er gammel elev på Nordjyllands Idrætshøjskole, og nåh ja, så er hun også verdensmester i Militær Femkamp. Den første kvindelige, ikke kinesiske verdensmester, i 25 år! Det er altså ikke hver dag, at en dansker kæmper sig til denne titel.

Militær femkamp er en sport opdelt i fem forskellige discipliner; skydning, forhindringsbane (Hinterbahn), forhindringsbanesvømning, håndgranatkast og terrænløb. For hver af de fire første discipliner uddeles point, der afgør i hvilken rækkefølge atleterne starter i den sidste og afgørende disciplin, terrænløb. Det er nemlig sådan at den første, som krydser målstregen i terrænløb vinder. Pointene bruges dermed til, at få det bedst mulige udgangspunkt i sidste og afgørende disciplin.

Sara gik på NIH i 2010/2011. Her nød hun de mange forskellige idrætsfag, og valgte netop NIH fordi hun kunne prøve så mange forskellige sportsgrene. Særligt nørdede hun løb og svømning. Her tænker hun tilbage på, at hun løb rundt i bare fødder inde i hallen og ude på parkeringspladsen. Det virker måske dumt, men på den måde trænede hun teknik, og mærkede, hvordan hun blev bedre og bedre til at løbe.

Hvorfor blev det Militær Femkamp?

Efter opholdet på NIH kommer hun ind til militæret som værnepligtig i 2012. På kasernen i Holstebro vil skæbnen, at der bliver afholdt Forsvarets Mesterskaber i Militær Femkamp. Militærets landshold er selvfølgelig repræsenteret, og de er på udkig efter nye talenter. Her skiller Sara sig ud, og bliver efterfølgende spurgt om hun kan tænke sig en plads på holdet. Før dette har Sara aldrig overvejet militær femkamp som mulig sportsgren, men hun synes, at det lyder spændende, og siger ja.

Herefter medfører det rejser til EM og VM i hele verden, hvor det i 2018 kulminerer med en VM-guldmedalje til verdensmesterskaberne i Østrig. Til dette VM drømmer hun om at vinde guld. Sara arbejder med drømmemål og realistiske mål. Drømmemål er det nærmest uopnåelige, mens de realistiske er det hun stræber efter som succes. Hendes realistiske mål er en plads på podiet, efter flere placeringer som nummer fire ved de forgangne mesterskaber. Hun ved, at kineserne er stærke og at det bliver nærmest umuligt.

Men det skal vise sig, at drømmemål ikke er uopnåelige.

Verdensmesterskabet i Østrig

Til Verdensmesterskabets sidste disciplin, terrænløb, starter Sara som nummer to. 30 sekunder efter brasilianeren på førstepladsen. Bagved hende ånder de kinesiske og russiske atleter hende i nakken. De starter kun et minut efter Sara, og hun ved, at de er hurtigere end hende. Sara skal løbe sit livs terrænløb, for at vinde VM-guldet. Lige inden starten går, henvender den hollandske landstræner sig til hende. Hun siger: ”Nyd det. Husk at nyde det”. Sara tænker ikke nærmere over det, før hun på de sidste 200 meter kigger sig tilbage. Hun er nummer et, og hun konstaterer, at den kinesiske pige ikke kan nå hende. Hun har aldrig løbet så stærkt før. Men nu husker hun de hollandske ord. Nyd det. Sara sætter farten ned – og hun krydser målstregen som nummer et – med den kinesiske efterfølger syv sekunder efter sig. Hun er Verdensmester – og hun husker at nyde øjeblikket!

Efterfølgende lægger hun sig ned med armene over hovedet – og råber ”JAAA”. Det går ikke rigtig op for hende, at hun er nummer et i den sportsgren, der har været en del af hendes liv siden 2012. Først da hun står øverst på skamlen dagen efter og den danske nationalsang brager ud af højtalerne falder femøren for alvor. Hun kan ikke holde tårerne tilbage og følelserne får frit løb. Hun er nummer et i verden. Hun er Verdensmester.

Her i 2019 er hun i gang med forberedelserne til World Games i Kina – Militær Femkamps svar på OL. Her er kineserne på hjemmebane, og Saras jyske sind finder de realistiske mål frem igen. Men drømmemålet ligger altid og svæver i baghovedet.

Desuden får hun den 28. januar overrakt Forsvarets Idrætspris. En stor ære og et skulderklap for en helt fantastisk præstation.

Vi er på NIH stolte over, at Sara har været elev her på skolen og ønsker hende alt held og lykke. Vi drømmer sammen med dig.

 

 

 

“Jeg har aldrig før gjort noget vildt i mit liv.
Så hvis jeg nogensinde skulle få det gjort, var
det på NIH. Jeg har sindssygt meget
højdeskræk, men nu har jeg gennemført et
faldskærmsudspring.”

 

Julie Bjerregaard

NIH
Profil

Klik på vores brochure om lange kurser eller bestil den nedenfor.

Læs den her

Familiekurser

 

 

Kontakt NIH

 

Nordjyllands Idrætshøjskole

Parkvej 61

9700 Brønderslev
98825300 / info@nih.dk

 

Book rundvisning

Ring mig op

Bestil brochure



Send besked