Skip to main content
search
Info

TAGE ELKJÆR – NORDJYLLANDS IDRÆTSHØJSKOLES FØRSTE FORSTANDER ER GÅET BORT

Læs mere >

By 13. november 2024No Comments

Tage Elkjær – Nordjyllands Idrætshøjskoles første forstander er gået bort.

Vi er Tage dybt taknemmelige for at han – sammen med andre gode folk – lagde fundamentet for Nordjyllands Idrætshøjskole, og vi værdsætter de beslutninger, der blev truffet allerede dengang om bl.a. skolens fysiske indretning og grundlæggende værdier, som vi fortsat driver højskole på i dag.

Æret være Tages minde.

Mindeord – Tage Elkjær (1940 – 2024)

Af Michael Andersen

Alle mennesker sætter spor igennem livet, men nogle mennesker sætter varige spor. Tage Elkjær, som sov stille ind mandag den 11. november på Gødstrup Sygehus, tilhørte den sidste kategori.  

Vestjyde med rod i foreningslivet  

Tage Elkjær var født og opvokset i Rindum tæt på Ringkøbing i Vestjylland, hvor foreningslivet var rammen for lokalsamfundets børn og unge.  Et foreningsliv, hvor der var tid og plads til alle og hvor fællesskab, loyalitet og demokratisk dannelse var kerneværdier, som blev livsvarige for Tage. Det var på mange måder logisk, at Tage efter realeksamen som 16-årig blev elev i Ringkøbings førende manufakturforretning ”Hertz”. Den unge Elkjær ville imidlertid andet og mere end at sælge metervarer, gardiner og damelingeri. Et ophold i 1963 på Idrætshøjskolen i Sønderborg (IHS) ændrede radikalt retningen af Tage Elkjærs liv. Idræt – fodbold, håndbold og atletik – var stadig værdifulde fritidsaktiviteter, men meningen med hverdagen og livet blev for Tage i stigende grad dannelse, folkeoplysning og forpligtende fællesskaber. Tage Elkjær var igennem en årrække formand for IHS’s elevforening og drømmen om en idrætsuddannelse og ansættelse på en fri kostskole var blevet tændt hos den unge vestjyde.  

Pioner med Ollerup Cup – Europas største ungdomsstævne i håndbold 

Tage Elkjær blev midten af 1960’erne uddannet lærer på Den Frie Lærerskole i Ollerup, som er et grundtvig-koldsk seminarium. Læreruddannelsen blev efterfølgende suppleret af et årskursus på Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL) i København. Og allerede under sin uddannelse blev Tage tilbudt en stilling som lærer i boldspil og foreningsliv på Gymnastikhøjskolen i Ollerup – en ansættelse, som varede i mere end 15 år. Tage Elkjær engagerede sig hurtig i foreningslivet på Sydfyn, både som frivillig træner, leder og mangeårig formand for Ollerup-Skerninge G&I og senere også bestyrelsesmedlem i Fynsk Håndbold Forbund. Blandt Tage Elkjær varige spor er Ollerup Cup – Europas første og største håndboldsstævne – som blev afholdt i perioden 1972-1993. Stævnet blev afviklet hvert år mellem jul og nytår med mere end 2.000 ungdomsspillere fra hele landet. Ollerup Cup var meget andet end håndbold – det var også biograf, diskotek og nye venskaber på tværs af alder, køn og klubber. Tage Elkjær var i disse år Mr. Ollerup Cup og kendt af enhver idrætsleder og -træner på Sydfyn.  

Livsværket – Nordjyllands Idrætshøjskole  

Tage Elkjærs faglige viden og erfaringer med og passion for kostskoleliv, foreningsliv og værdibårne fællesskaber var også baggrunden for hans ansættelse i 1984 som den første forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH) i Brønderslev. Før etableringen af NIH var Brønderslev næsten udelukkende kendt af vendelboer og kulturlivet var ikke meget andet end ugentlige bankospil og årlige juletræfester. Tage Elkjær engagerede sig – også i Brønderslev – hurtigt i foreningslivet og sammen med stærke frivillige, lokale ildsjæle og Brønderslev Kommune blev al energi lagt i at etablere en idrætshøjskole i Vendsyssel. Og ingen opgave var for lille eller stor for Tage i denne pionertid: Kontakt til og samtaler med offentlige myndigheder, valg af arkitekt og bygherre, ansættelse af personale, rekruttering af elever, udarbejdelse af undervisningsplaner og ordensregler og meget, meget andet. For Tage Elkjær var tre værdier på NIH helt essentielle: Eleverne skulle gennemgå en træner- eller instruktøruddannelse i enten boldspil (fodbold, håndbold, volleyball og badminton) eller gymnastik (spring- og rytmisk gymnastik). NIH skulle også byde elever fra Færøerne, Grønland og de øvrige nordiske lande – Norge, Sverige, Island og Finland – velkomne. Og endelig skulle NIH’s undervisning og kostskoleliv indeholde ligeværdighed mellem det åndelige – historie, kultur, poesi, sang og foredrag – og det idrætslige. NIH blev indviet i oktober 1986 af HM Dronning Margrethe II og Brønderslev havde fået en kulturinstitution, som nu igennem næsten fire årtier har givet mere end 8.000 unge fra Danmark og hele verden ”oplevelser og minder for livet”. Tage Elkjær valgte i efteråret 1993 at stoppe som forstander på NIH – han havde givet alt og lidt mere til ”livsværket”. Tiden som forstander havde slidt på Tage Elkjær, men stoltheden over og passionen for NIH forblev fuldstændig intakt helt frem til i dag.  

Skarp hjerne og slidt krop  

For få uger siden besøgte jeg Tage i hans lejlighed i Ringkøbing. Han havde forberedt en sportsquiz til mig med mere end 80 historiske og aktuelle spørgsmål om kendte sportsnavne og -begivenheder. Om hjerteklubben Esbjerg forenende Boldklubber, Olympiske Lege 1960 i Rom, Skjern Håndbold og Carsten Thygesen, vores fælles ven Jørgen Gaarskjær, danske medaljevindere ved OL 2024 og meget andet. Hjernen var skarp som altid, men kroppen var meget slidt. Mange tak for berigende samtaler og personligt venskab igennem tre årtier og på vegne af tusinder af unge mennesker tak for unikke oplevelser fra Ollerup Cup, Nordjyllands Idrætshøjskole eller alle andre steder, hvor du satte varige spor – Tage Elkjær.  

Michael Andersen, forstander – Nordjyllands Idrætshøjskole 1994-2002 

Joh. Baunes Plads 6, 1.tv. , 8000 Aarhus C. 

Tlf.: +45 51 26 60 62   

Leave a Reply

Close Menu

Se ledige pladser

Der er ledige pladser på vores ophold fra august 2025 og frem

Se alle vores hold og tilmeld dig nemt via vores formular.

 

Tilmeld dig lige her