Vi nærmer os med hastige skridt juleaften, men for vores elever på efterårsholdet er afslutningen på dette ophold tættere på. Vi er i den sidste uge. I dag, fredag den 20. december, er sidste hele dag.
Tiden i den sidste uge har stået på alt fra den sidste sangtime, rengøring i fællesarealer og på værelser, juleløb i byen, kærlige beskeder i sangbøger og meget andet. For mange går det først for alvor op for dem, at tiden på Nordjyllands Idrætshøjskole stopper i morgen lørdag, hvor det sidste farvel og de sidste kram uddeles – et par tårer bliver det nok også til.
Tiden er gået alt for hurtig og da holdet startede tilbage i august, var denne dag ikke noget man tænkte på. Det har været en tid i de unge menneskers liv, hvor de har fået fantastiske oplevelser, måske en kæreste, uvurderlige venskaber, nye indtryk og stor personlig udvikling. Et ophold på en idrætshøjskole er ofte et sabbatår. En sjælden periode, hvor man kan leve uden præstationskrav i form af eksaminer og karakterer. Det hele handler om, at fokuserer på sine egne interesser og skabe sine egne mål. Det er en tid med fællesskab i centrum, og hos os lære eleverne, at de kan rigtig meget på egen hånd, men de kan endnu mere sammen.
Der har været mange sjove oplevelser – sikkert også nogle, der ikke tåler dagens lys. Men som eksempler kan vi nævne Coast to Coast, Can You Make It, Adventure-rejse, Temafester, ture på motorvejen og løberejse til Amsterdam. Ja, vi kunne nok blive ved, men sikkert er det, at eleverne går herfra med mange erfaringer og oplevelser i bagagen. Heldigvis fortsætter rigtig mange i det nye år, hvor vi starter det hidtil største elevhold i Nordjyllands Idrætshøjskoles historie.
I aften står den på afslutningsfest fyldt med underholdende indsalg. Der skal givetvis også indtages en øl eller to 😉
Vi vil sige tak for endnu et fantastisk elevhold. Vi er lige, hvad I gør os til, og I har været jeres egne og gjort dette hold til det I lige præcis er.
Tak for jer – vi ses snart igen!