Skip to main content
search
Nyhed!

HELE HØJSKOLEN PÅ HYTTETUR

Læs mere >

By 21. august 2020januar 31st, 2024No Comments

For første gang i meget lang tid, har Nordjyllands Idrætshøjskole været afsted på hyttetur – der kommer ikke til at gå så lang tid igen!

Turen gik til en lejrskole i Sæby, hvor eleverne fik mulighed for at sove indendøre, eller under åben himmel i bivuakker. De fleste valgte at sove udendørs, så efter ankomst til Sæby, gik eleverne i gang med at etablere vores lejr. Køkkenet bød på hjemmelavede sandwichs, som eleverne kunne nyde i deres lejr i det gode vejr. Og SÅ skulle vi ellers igang med at dyrke noget idræt!

Marie og Jens stod for dagens fællestræning, som stod i rytmens tegn. Der blev danset og lavet diverse partnerøvelser. Det var på alle måder varmt, så der var brug for mange pauser, med vand og lidt skygge, – og så var det ellers bare at klø på. Der blev grinet, smilet og dannet nye venskaber.

Derefter skulle eleverne selv stå for at lave deres egen wokret til aftensmad, der selvfølgelig skulle tilberedes over åben ild. Eleverne var delt op i deres familiegrupper, hvor hver gruppe fik udleveret hver af deres køkkengrej og mad.

Eleverne skulle selv sørge for at tilberede maden, lave bål, kokkerere og rydde op. Der blev udleveret ingredienser til at lave dessert, som var intet mindre end æblegrød med flødeskum og makroner.

Den første aften sluttede af med fællessang rundt om bålet, som blev skyllet ned med sodavand eller øl.

Der blev præsenteret en bred variation fra sangskatten, alt fra Bruno Mars til Kim Larsen, og lærerne havde sørget for  instrumenter og lyskæder – en dejlig aften med masser af stemning.

Tirsdag inden morgenmaden, havde lærerne tilbudt   eleverne  frivillig morgentræning. Der var styrketræning, yoga, løb til stranden, hvor de fik sig en morgendukkert, og til de mindre morgenfriske; mulighed for at køre i bil til og fra stranden.

Ellers var der morgenmad kl 8.00, hvor køkkenet kørte ud med friskbagt morgenbrød, kaffe og te, havregryn og frugt, til hele elevholdet og lærerne. Så var det ellers igang med fællestræning med Søren og Morten, som stod på leg og spil. Frokosten stod eleverne selv for. De fik i deres grupper udleveret mad og køkkenredskaber, og skulle ellers igang med at kokkerere wraps og pastasalat. Det danske sommervejr var i sit es, så selvfølgelig stod den på en fællestur til stranden. Eleverne fik fortalt, at jo hurtigere de fik lavet mad og ryddet, dets hurtigere kunne de komme til stranden og nyde frokosten!

Med motivationen i top, blev der arbejdet koncentreret og effektivt. De var lynhurtigt ude af lejren og afsted til stranden.

Strandturen gik fantastisk! Masser af aktiviteter og hygge med beachvolley, spike ball, gris, badning og ikke mindst solbadning. En gruppe svømmere valgte sammen med Anders, at svømme en distance på 1500 meter i det åbne hav.

Aftensmaden stod lærer og køkkenpersonalet for. Her stod menuen på Burgere og kartoffelbåde, perfekt tilberedt af vores grillmestre, Søren og Morten.

Efter aftensmad, da solen var ved at gå ned, havde lærerne sat et lærred og projekter op, og så stod den på udendørs biografaften på storskærm. Der blev tændt bål, lagt madrasser ud, spist popcorn og slik, og hygget om den nyeste udgave af Løvernes Konge.

Onsdag var pakkesammen dag, så der blev sovet længe og for nogen, også morgenbadet.

Kl 13.00 kom busserne og hentede vores elevhold, og kørte dem sikkert tilbage til højskolen i Brønderslev.

Turen har alt i alt været en kæmpe succes, for både elever og lærere. Det er bare en god og anderledes måde at komme helt tæt på hinanden. Det giver muligheder for nye venskaber, når man kommer ud af de vante rammer – ud i naturen.

E20 er klart kommet tilbage som bedre venner end før, og med en masse nye relationer og venskaber. Det bliver udentvivl nogle fantastiske måneder, vi får sammen på NIH.

Close Menu

Åbent hus 20. april

Vi afholder åbent hus lørdag den 20. april kl. 14-16

Vi viser hele NIH frem og holder oplæg om alt det praktiske.

 

Tilmeld dig lige her